Nye lovgivningsmæssige krav – også til vinimportører gælden fra ultimo 2024 og primo 2025 – fra Miljøstyrelsen, Erhvervsstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen

Hos Vikalivino har vi selvfølgelig sikret os, at vi overholder de nye lovgivningsmæssige krav til producentansvar for emballage, og for kravene til digital bogføring. Kravene til aldersverifikation bliver implementeret parallelt med en mulig kommende webshop.

Miljøstyrelsen – krav om producentansvar for emballage
Det udvidede producentansvar for emballage træder i kraft den 1. oktober 2025. Producentansvaret for emballage er besluttet i EU og implementeret i Danmark i Miljøbeskyttelsesloven og i en emballagebekendtgørelse, som indeholder de konkrete regler for producentansvaret for emballage.
Omfattede virksomheder har pligt til at registrere sig hos Dansk Producentansvar (DPA) og at indberette et estimat over deres forventede emballagemængder for 2025 – allerede primo januar 2025. Det vil sige, at alle virksomheder, som sætter emballage på det danske marked – for Vikalivino drejer det sig om vinkasser af pap, vinflasker af glas og vinpropper typisk af kork – får ansvaret for emballagen i hele dens livscyklus – også efter emballagen er tom og affaldssorteret af slutbrugeren. Der er også krav til at virksomhederne skal indgå en aftale med en kollektivordning, som praktisk kommer til at indberette emballagemængderne til DPA, og den efterfølgende håndtere den emballage afgift, som Vikalivino skal betale. Vikalivino har indgået en aftale med Vana (se mere på www.vana.dk).
Et af de overordnede formål med at indføre producentansvaret for emballage er, at sikre en effektiv indsamling og håndtering af emballageaffald og derved fokus på genbrug og genanvendelse.
Det er Miljøstyrelsen, der er tilsynsførende myndighed, og der er for at ”fange” eventuelle ”free-riders” oprettet en whistleblower ordning.

Erhvervsstyrelsen – krav om digitalt bogføringssystem
Den nye bogføringslov betyder, at flertallet af virksomheder på et tidspunkt har pligt til at bruge et digitalt bogføringssystem – for Vikalivino betød det, at vi senest pr. 1. januar 2025 skulle have valgt og idriftsat et af Erhvervsstyrelsen godkendt digitalt bogføringssystem. Vikalivino har med starten af 2025 indgået en aftale med en godkendt udbyder, og dette er nu i drift. Se evt. mere på www.virksomhedsguiden.dk.
Konkret betyder det, at vi skal sikre, at virksomhedens:
• transaktioner bogføres i et digitalt bogføringssystem, og at der er implementeret en procedure for dette
• købs- og salgsfakturaer opbevares digitalt i det digitale bogføringssystem.
Derudover er det vigtigt, at selve bogføringssystemet lever op til en række specifikationer, som bl.a. sikrer, at transaktioner ikke kan slettes, at der løbende tages backup af data, og at data kan udlæses til myndigheder.
Det er Erhvervsstyrelsen der er tilsynsførende myndighed, og de har med udgangspunkt i virksomhedernes registreringsdata i www.virk.dk løbende fulgt op på om de virksomheder, der skal implementere et digitalt bogføringssystem, har fået dette gjort.

Sikringsstyrelsen – krav om aldersverifikation ifm. webshop
Tilbage i juni 2024 vedtog Folketinget et lovforslag, som stiller krav om at alle webshops, der sælger alkohol til forbrugere, skal have et effektivt IT-system til alderskontrol. Kravet trådte i kraft 1. oktober 2024.
Kravet er, at en webshop fremover skal have et effektivt IT-system til online alderskontrol. Det betyder, at kunden bag skærmen skal have sin alder verificeret ved køb af alkohol (gælder også ved køb af nikotin-, e-cigaret- og/eller tobaksprodukter). Systemet skal altså sikre, at personer under aldersgrænserne ikke kan gennemføre et køb. Samtidig træder der også nye skærpede regler i kraft for salg af alkohol 1. april 2025, således at man skal være fyldt 16-17 år for at købe alkoholprodukter med over 6% alkohol.
For Vikalivino betyder det, at en kommende implementering af en webshop også vil betyde implementeringen af et effektivt IT-system til online alderskontrol – f.eks. et system, hvor alder verificeres ved brug af MitID.
Fra 1. oktober 2024 har Sikkerhedsstyrelsen skærpet deres kontrol med, at alle webshops, der sælger alkohol (samt tobak, nikotin, og/eller e-cigaretter) til forbrugere, har et effektivt IT-system til alderskontrol. Systemet skal kunne verificere, om køber er over aldersgrænsen og en pop-up-boks, der for eksempel spørger, om køber er over 18 år, er ikke længere tilstrækkelig.

Dette indlæg blev udgivet i Vikalivino. Bogmærk permalinket.